Claus Ankersen

Claus Ankersen er forfatter til femten bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Han er aktuel med rejsedigtsamlingen River of Man (Red River, 2020) som udkom i juni, 2020. (link + link)

Hans seneste danske udgivelse er det boglange esoteriske digt, Det syngende hjertes triumf (Emeritus,2019).

Ankersen er uddannet antropolog, men har siden 2001 fungeret som forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og multikunstner. Ankersen er toneangivende i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads.

Ankersen skriver tosprogligt og er jævnlig gæst på internationale poesi- og litteraturfestivaler, ligesom han er en erfaren foredragsholder og har gæsteforelæst på universiteter og i forskellige litterære og akademiske sammenhænge i flere lande.

Han har optrådt, underholdt, oplyst, pirret, og rørt alle slags publika med performancelæsninger af egen poesi og litteratur på ølkasser og gadehjørner, på strande med pandelampe, i stormagasiner og på barer, han har optrådt på torve, i kirker, skoleklasser, aulaer, foredragssale og biblioteker, på tage og i koncertsale, på festivalscener, hospitaler og havnebåde, i kantiner, mellemgange og museer, foran ministre, ambassadører, skolebørn og voksne i alle aldre.

Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurtisk, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam og makedonsk.

Udvalgte artikler af Claus Ankersen: https://pov.international/author/clausankersen/

Claus Ankersen har leveret moderne lejlighedsdigte til Dagbladet Information, digtsuiter og litterær satire til DR og sangtekster til div.musikere. Han har optrådt med eget spoken word materiale alene og sammen med en lang række forfattere. Ankersen laver også billedkunst, og har seperatudstillet 1000 m2 digtinstallation i Øksnehallen og på Sønderjyllands Kunstmuseum.

Foruden forfattergerningen, er Claus Ankersen klummist på bagsiden af dagbladet DATO, stifter af Forbundet Danske Scenekunst Forfattere, stifter og arrangør i Poetryslam Cph og initiativtager til en række litterære legestuer og spoken word arrangementer, bl.a. på PH-Cafeen, Plan B, Wicked Wednesdays på Teateret PLAY, og senest ‘Spokenword for Enghave Plads’. Über MC og vært ved DM i Poetryslam.
Antropolog fra KU og UCSB

Ankersen har indtil videre modtaget støtte fra:

Puljen for Kunst og Kultur, Københavns Kommune, Dansk Forfatterforening – Autorkontoen, Statens Kunstråd – Fagudvalget for litteratur, Den tværkunstneriske Pulje, Scenekunstudvalget, Person- & Litteraturudvekslingspuljen og Forfattercentrum.

Denne akademiske ordkunstner udfolder sig lige let om ethvert emne, og selvom den politiske ironisering og sarkastiske system- og civilisationskritik i Ankersens univers er både skarpsleben og sandpapirsru, underholder han altid med en indføling, overskud og farverigdom som røber en stor kærlighed til verden, mennesket og miraklet i dagligdagen.

Der er ikke en sten han ikke vil vende, ikke en mulighed han vil lade uforsøgt.
Der er ikke den vej han ikke vil gå, ikke det middel han ikke vil sky og ikke de spørgsmål han ikke vil stille publikum og sig selv i kampen for at forstå krebinetkøbing mod fortielsen, tabuet og frikaldellelandets sædvaner.

Evigt undrende i fandenivoldsk trods mod uretfærdighed og menneskelig elendighed, udstiller Ankersen overraskelsen og den indre afgrund i os alle, når han fortæller historier fra de varme lande om ting vi egentlig godt ved. Denne skarpsindige humorist er uddannet på de fineste universiteter i Jylland, Danmark og USA. Han er ligeså følsom som afstumpet og ligeså overgeneraliserende som ætsende præcis. Sarkasme, socialrealisme, satire, slapstick og sort humor, skadefryd og latterliggørelse er alt sammen en del af Ankersens varemærke.

Denne alsidige provocateur par excellence, udtrykker sig systemkritisk og hylende morsomt og maner til eftertanke når han ikke alene skærer ind til benet, men også ofte durk igennem når han vender vrangen ud på verden.

Claus Ankersen har fanget Narhval i det sydøstkinesiske hav, spist sushi med Kofi Annan, blå delfin med indianerne i Sydamerika, steaks med kvægdriverne i Argentina, frikadeller med bønderne i Trollhättan, stegt flæsk og persillesauce med indremissionske fiskere og falafel med israelske elitesoldater. Ankersen har arbejdet som daglejer, som dadelplukker, pølsemager, mejerist, bartender, analytiker, opc-manager, reklametekstforfatter, journalist, forlagsredaktør, pladeselskabsdirektør, tigger, gademusikant, konceptudvikler, projektleder, underviser, foredragsholder, konferencier, fotomodel, socialpædagog, konsulent, time-share sælger, telefonsælger, rengøringsassistent og researcher ligesom han har stået på løgfabrik, kartoffeloptager, blomkålshøster, på snuden ind gennem et bilvindue og talrige andre steder. Nu er han digter, forfatter, redaktør, journalist, installations- og konceptkunstner, tekstforfatter og litterær entertainer.