Solen skinner fra en flyfri himmel
morgenaviserne på nettet bærer vidnesbyrd
en nation af gode protestanter
forstår at holde næsten i dobbelt armslængde
og næsen for sig selv
Det dæmrer nu
at dette kommer til at vare for evigt
På hospitalernes intensivafdelinger
ligger alle de unge og alle de kække
som lige skulle ud og have en bajer
og usårligt skulle tungekysse
eller spille vilde og drikke ølbong
I mellemtiden er ozonlaget helet
og luften over byerne i Europa
blevet så god som ny
næsten ligesom borgernes tillid
til magthaverne
Med hjælpepakker som jagerfly
sætter vi alt ind
i krigen mod den lille pig-kronede kernesyrekugle
optimistiske venter befolkningen
bag gardiner af toiletpapir
i byernes opbevaringsfaciliteter
mens nyhederne ruller over skærmen
og kloden for en stund
er holdt op med at dreje
Langt ude i skoven synger lyrikfuglen
Lyrik lyrik lyrik, gjalder det
Lyrik lyrik lyrik lyrik lyrik
Fuglene ved det godt
Det er poesien som får solen til at stå op
Lyrik lyrik lyrik
Jeg dukker nakken og undgår folks blik
jeg skal ikke smittes
men bevæger mig om natten og udenfor
myldretid er tabu
offentlige transportmidler forbudt
Jeg lister langs husmurene
skråer gennem krattet og hopper over
ethvert hul i gærdet
Dagen tilbringer jeg alene
med universet og fuglenes sang
under åben himmel et sted
kendt af få og besøgt af færre
Her kan jeg være i fred
i sikker afstand af mennesker
og andre smittekilder
Jeg er forlængst holdt op med at give likes
Nu giver jeg kun hjerter
eventuelt et grin
selvom jeg stadig savner et brækikon
kunne jeg godt bruge et superhjerte.
© Claus Ankersen April 2020