– Himlen over coronaland er højblå. Det er umuligt ikke at tænke på den tyske besættelse af Danmark for firs år siden. Det er også umuligt ikke at tænke på foråret, og på corona. Og nu er det påske, og det er det igen. Ligesom himlen er blå, igen, og det igen er 9. april. Det eneste som ikke er sket før, er på sin vis alligevel sket før.

Vi er blevet løbet over ende. Næsten uden vi nåede at opdage det – vores sundhedsmyndigheders spejdertropper og regeringen gjorde det i hvert fald ikke. Man valgte i stedet at tale truslen ned og mane til besindelse.

Kong coronas stormtropper har med succes ført lynkrig og på et kvartal erobret det meste af verden. Og vi mangler snart kun de sorte gardiner for at være tilbage i en samtidig udgave af besættelsens mørklægningstid, hvor livsfaren ventede, hvis man trodsede mørklægning og udgangsforbud.

Vi kan ikke se kong coronas stormtropper, men vi kender kongens banner: En pigget kugle. Og vi ved, at enhver kan blive løbet over ende og miste livet under store lidelser, når virussen narrer vores immunsystem til at æde vores egne lunger i en cytokinstorm.

Vi ved efterhånden også, at vi ved meget lidt, og at selv vores medicinske modstandsbevægelse er relativt magtesløs. Bliver vi hårdt ramt, er vi i overhængende livsfare og slipper efter stor sandsynlighed ikke uden varige mén i form af arvæv i lungerne.

Regeringens påskehilsen til danskerne er således enkel nok: Hold jer i ro og adlyd hjemme, hver for sig, indtil vi beordrer jer til fronten

Landets ledelse har besluttet at sende de mindste børn i front og åbne småbørnsinstitutioner og de mindste årgange i folkeskolen efter påske. Man må forstå, vi har som befolkning været for lydige, været for gode til at holde næsen for os selv og næsten i armslængde, for villige til at afskrive os det meste social kontakt og for effektive til at arbejde hjemmefra. Der er for lidt smittede, og bliver vi ved sådan her, risikerer vi en pukkel af alvorligt syge, som kan overbelaste systemet.

Vi skal på den grønne ‘kårve’, som SSI’s Kårve Mølbak forklarer. Oversat til almindeligt dansk, betyder det, at de små børn skal smitte hinanden, deres venner og familie. Børnene, de yngste børnefamilier og lærer- og pædagogfamilier er udvalgt som kanonføde. Gennem dem, skal flere smittes.

Der er ingen vej udenom ifølge regeringens taktik. Vi må op på den grønne ‘kårve’. Det lyder fornuftigt nok, men det betyder i virkeligheden flere syge, flere døde og mere lidelse.

Alt sammen fordi hjælpepakkerne på 300 milliarder slet ikke forslår og allerede er suget tomme.

Så den evigt grådige storkapital tripper i kulisserne og ved bordet i Den Nationale Operative Stab, NOST, hvor den store, resolutte leder, venligt har inviteret de største økonomiske spillere samt deres internationale liaison, privatiseringsfetichisterne fra det såkaldte rådgivningsfirma, McKinsey med ved bordet. Hvorfor ved ingen. Men logikken er velkendt.

Regeringens påskehilsen til danskerne er således enkel nok: Hold jer i ro og adlyd hjemme, hver for sig, indtil vi beordrer jer til fronten. Det vigtigste er ikke dit og dines liv og helbred, men systemets fortsatte eksistens. Sundhedssystemet, det politiske- og det økonomiske system har forrang, og det enkelte menneskes liv må vige i krigens tjeneste.

Befolkningen er reduceret til fodsoldater i General Kårves grønne kårvehær under den store leder Mettes sammenbidte beslutsomhed og stramme knold i nakken. I slingrekurs fortsætter vi den ulige kamp mod coronakongen.

Heldigvis er supermarkederne åbne i påsken. Nu gælder det om at nyde hinandens selskab, mens vi kan, sammen hver for sig.

DEBAT  // LITTERATURPOLITK – Jeg føler mig udenfor i disse dage. Ekskluderet, overset, tilsidesat, negligeret. Det er ikke nogen rar følelse, og det eneste positive ved den er at jeg ikke er alene, her midt i coronaisolationen.

Jeg deler denne følelse med cirka en tredjedel af mine professionelle forfatterkolleger. Os som sidste år tjente under 120.000 kroner og som derfor ikke er kvalificerede til at søge kompensation fra regeringens hjælpepakke. Os som er for fattige og ubetydelige til at kunne få hjælp. Det er en paradoksal position at befinde sig i.

På den ene side er det ikke en ny oplevelse at føle samfundets ringeagt for det, jeg laver, idet poesien og litteraturen i det hele taget er noget ugleset i det danske samfund, med mindre det er noget man tjener rigtig mange penge på. Det er da også uværgerligt det allerførste alle, ikke-kunstnere, spørger om: Kan du leve af det?

Her må enhver professionel med respekt for sig selv og standen svare et højt og rungende JA. Også selv om det knapt nok er rigtigt. Det er en principsag. I et samfund hvor der ikke stilles spørgsmålstegn ved, at selv den mest lurvede pyramidespils-spekulant, eller sælgeren af giftigt børnelegetøj, har villa og Volvo i Gentofte, opleves det som iboende suspekt, at en digter kan tjene penge nok til at brødføde sig selv.

Hvad gør vi nu? Hvordan kan man hjælpe de nederste 30 pct. i forfatternes indtjeningspyramide?

Reaktionen er både sjov og sørgelig at iagttage, og næsten altid præget af lige dele forbløffelse og vantro. Bag det overraskede, nå for søren – det er sørme flot, gemmer sig en rodfæstet stereotyp om, at kunstens arbejde ikke skal kunne betale sig, at det ganske simpelt ikke skal kunne være muligt at leve af. Fordi det ikke er ’ordentligt’ arbejde.

Den borgerlige myte

Nu kan den opvakte læser så indvende, at hvis man, som jeg, tjente under 120.000 sidste år, kan man ikke leve af det. Men det kan man altså. Og det gør man. Ikke bare digtere, men tillige andre kunstnerkolleger, er som regel nøjsomme og asketiske.

Vi holder ikke ferie, vi rejser kun, når det er i embedes medfør, vi går sjældent på restaurant og spenderer ikke 300 kroner på en oksemørbrad. Vores sko koster heller ikke det samme som den forhenværende statsministers. Til gengæld ved vi, hvordan man skal få seks poser økologiske kikærter til at række halvanden måned. Vi kan skralde, finde mad i naturen og lave den selv. Vi har ikke råd til pensionsopsparing og kører stort set gennem tilværelsen uden sikkerhedsnet af nogen art.

Den borgerlige myte om kunstens og litteraturens overflødighed stammer fra samme sindelag som rutinemæssigt udskammer alle andre end lønmodtagere og økonomisk succesfulde iværksættere, med særlig udskammende vægt på arbejdsløse, syge og anderledes tænkende, heriblandt kunstnere.

Problemstillingen blev så glimrende skitseret af min kollega, digteren Nikolaj Stochholm i et læserbrev i Dagbladet Information i sidste uge. I sagens tjeneste delte Stochholm frimodigt sin relative fattigdom med læseren og oplyste, at han tjente 100.000 sidste år. Jeg kan oplyse, at jeg ikke tjente mere. Tværtimod. Ikke desto mindre oplever jeg et lignende skisma.

Værdien kan kun måles i årsopgørelsen

I de snart tyve år jeg har været fuldtidsforfatter, har jeg rejst og optrådt med mine digte og min litteratur i mere end tyve lande verden over. Altid med Danmark i den ene hånd og litteraturen i den anden og visheden om, at man som besøgende forfatter både er kunstnerisk og kulturel ambassadør for sit land og dets måder.

For mange har mødet med mig været det første møde med en dansker. Så gælder det om at gøre det ordentligt, og det anser jeg som en integreret del af mit arbejde, af mit forfatterskab. Det er en fornøjelse af være i udlandet med litteraturen. Her bliver både poet og poesi meget ofte respekteret som en vigtig kulturbærende og identitetsskabende samfundsfunktion. Som noget essentielt, man ikke kan undvære. Som en nøgle til indsigt og selvforståelse. Derfor bliver man også præsenteret for samfundets ypperste intellektuelle, kulturpersonligheder, statsmænd og honoratiores. Og ligesom Stochholm har jeg igennem tiden været til mangen en reception med samfundets top.

I stedet for at blive ved med at fifle med årsindtægter, kunne man måske overveje en anden mulighed: Udbetal en hjælp i kontanthjælps-størrelse til de fattigste kunstnere med lavest årlig indkomst

Tilbage i Danmark er den massive ringeagt for digtere, forfattere og kunstnere udtalt. Her synes værdien kun at måles i årsopgørelsen, hvilket hjælpepakkerne tydeligt viser. Samfundets solidaritet er indkomstbestemt. Jo rigere, desto mere hjælp. Er man fattig nok, ryger man under radaren og må sejle sin egen sø, mens mange som er betydeligt mere ved muffen, får betydelig nødhjælp.

Men forfattere klager ikke. Det er nemlig ikke velset i det postmoderne protestantiske samfund.

Vi har jo selv valgt at bruge vores liv på noget så uvæsentligt som at scanne øjeblikket og forsøge at give vigtige indsigter videre. Vi har selv valgt brødløsheden, og dette vilkår afspejler ringeagten. Vi kan jo bare lave noget andet, synes den underliggende besked at være.

Og forsøger en forfatter at kvalificere og fortælle om professionens strukturelle og systemiske udfordringer, herunder de økonomiske, bliver det ofte italesat som klynk. Tænk, hvis det var sådan med andre professioner? Men kunsten er et kald. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være, og derfor har vores værk og gerning ingen værdi.

Med mindre, altså, vi er bestsellerforfattere og pludselig små guder. For når man rigtig kan leve af det, på gennemsnitsfacon, er der ingen grænser for velviljen.

At leve under fattigdomsgrænsen

Situationen er nu, at forsamlingsforbuddet ikke længere blot medfører aflysninger af allerede bookede optrædener. Forbuddet har også sat en stopper for mulig indtjening i fremtiden.

I øjeblikket er det umuligt at arrangere en oplæsningsturné for min seneste bog, som skulle have været fejret med en bogfest den 13. marts, to dage efter nedlukningen. Det bliver også umuligt at fejre udgivelsen af min næste bog, som udkommer i Indien i starten af maj.

Faktisk ser resten af året ret sort ud på den måde. Og på trods af utrætteligt forhandlingsarbejde fra forfatternes fagforeninger er der alligevel ingen hjælp at hente. For jeg tjente for lidt sidste år. Det gjorde jeg også, sandt nok. Sådan er gamet. Nogle år er lidt mere fattige, andre lidt mindre. Sidste år optrådte jeg ikke så meget, men skrev i stedet tre bøger og en oversættelse.

Og jeg klynker ikke over at leve langt under fattigdomsgrænsen. Det har jeg for længst vænnet mig til. Ligesom Nikolaj Stochholm og langt størstedelen af mine forfatterkolleger. Gennemsnitslønnen i Danmark er lige under en halv million om året. Det kunne en forfatter leve for i årevis. Kongeligt.

Som sagt holder forfattere aldrig ferie. Mens Danmark har været under lockdown, har jeg skrevet en digtsamling om livet under coronakrisen. Om jeg nogensinde kan komme til at turnere med den er uvist.

Hvad gør vi nu?

Som situationen er nu, er cirka en tredjedel af landets professionelle kunstnere, både forfattere og vores kolleger som arbejder med andre kunstneriske udtryk så fattige, at vi ikke er berettiget til hjælp fra staten, men er afskåret fra at forfølge en væsentlig indtægtskilde, nemlig offentlige optrædener med vores værker.

Vi har fået udbetalt vores biblioteksafgift to uger før planlagt, det er sandt, men for det første er der ikke tale om hverken almisse eller gave, idet biblioteksafgiften er en godtgørelse for bøger som lånes på bibliotekerne. Og en tidligere udbetaling er, uanset hvordan man sælger nyheden, kun en meget ringe hjælp.

Hvad gør vi nu? Hvordan kan man hjælpe de nederste 30 pct. i forfatternes indtjeningspyramide?

Samfundet bør træde til med en hjælpende hånd, helt ligesom det gør til andre grupper på arbejdsmarkedet

I stedet for at blive ved med at fifle med årsindtægter, kunne man måske overveje en anden mulighed: Udbetal en hjælp i kontanthjælpsstørrelse til de fattigste kunstnere med lavest årlig indkomst. Lad Statens Kunstfond vurdere professionalisme og kvalifikation til ordningen. Det er ikke meget. Men det er meget bedre end ingenting. Som situationen er nu, er en masse professionelle, hårdtarbejdende litterære og kunstneriske talerør berøvet muligheden for en væsentlig indtægt på ubestemt tid.

Her bør samfundet træde til med en hjælpende hånd, helt ligesom det gør til andre grupper på arbejdsmarkedet.